Cornas Coteaux i årgang 2011 fra Tardieu-Laurent

Det er lang tid siden, jeg har smagt en Cornas fra Tardieu-Laurent. Senest vist i 2009, hvor det var årgang 2001, det gik ud over.

Alle -- i hvert fald mere end en -- siger, Cornas endelig ikke må drikkes ung. Det er jeg uenig i. Jo, nogle af vinene kan være brutale og barske målt på tanninniveau. Men der er en god sjat producenter, hvis vine sagtens kan drikkes unge i min optik. Tardieu-Laurent er en af dem.

I næsen røgede toner ovenpå et lag af brombær med et touch af noget friskere, ribsagtigt.

I munden en benhård kerne af mørke stenfrugter indledningsvist, en benhård garvesyre afbalances af en læskende frugtsyre. I eftersmagen et touch af noget medicinagtigt, hvilket umiddelbart måske ikke lyder særligt tiltalende. Men det er det (i min smagsoplevelse).

Fadet er ikke helt integreret endnu. Eller langt fra, rettere. Det er nok et spørgsmål om præferencer. Der er lige lidt for meget brændt vanilje i eftertrykket. Men der er også noget læskende, som ligesom inviterer til en tår eller fem til mere.

Vil denne vin være god for alle? Jeg tvivler. Så ung 'syrah' fra så en rå appellation er der nok lidt 'aquired taste' over.

Når det er sagt, så vil jeg mene, at denne Cornas fra Tardieu-Laurent er et godt sted at starte, hvis man vil i gang med Cornas. Andre mere traditionelle producenters vine kan være psykolukkede de første 7-10 år.

I modsætning til Crozes-Hermitage, Hermitage og Côte-Rôtie må der ikke tilsættes den hvide condrieu-drue i Cornas. Og som bonusinfo udtales det finale 's' i ordet, formodentlig fordi der er tale om et låneord fra keltisk med betydnignen 'brændt jord'.

Denne Cornas blev serveret til: Vagtelbryst, confiteret lår, kartoffel, svampe, løg og spæk.

Pentax K5 & 77mm 1.8 limited.